Legesyg, men blid med børn
Golden retrievere elsker mennesker - både voksne og børn. Uanset om du har familie med børn, eller bare er dig selv, er det derfor en skøn race, hvis du ønsker en hund i hjemmet.
Mange betragter golden retrieveren som en af de bedste familiehunde, man kan anskaffe sig. For selvom den er yderst legesyg, er den også meget intelligent. Den ved, at den skal være blidere i selskab med børn, og racen kommer generelt også rigtig godt ud af det med fremmede og andre kæledyr.
Det er selvfølgelig vigtigt at huske på, at det er en forholdsvis stor hund, og nogle gange kan den være en smule klodset. Det er derfor muligt, at den kan komme til at vælte et mindre barn omkuld ved et uheld. Vær således altid i samme rum, når dine børn og din hund leger - det gælder uanset hvilken hunderace, du har.
Meget tolerant og tålmodig
En golden retriever udgør en fantastisk familiehund, men lige så vigtig som dens opdragelse er, lige så essentielt er det at lære børn, hvordan de skal agere sammen med den.
Golden retriever-racen udviser generelt utrolig stor tålmodighed i langt de fleste hverdagssituationer og er meget tolerant overfor hårdere fysisk leg. Risikoen for, at den udviser aggression over for børnene, er derfor meget lille. Det gælder især, hvis du sørger for den rette socialisering af den som hvalp.
Dog kan selv den mest rolige og tålmodige hund føle sig presset. Dine børn skal derfor lære at aflæse dens kropssprog og respektere dens grænser. På den måde skaber de det bedste forhold til hinanden.
En golden retriever arbejder for at behage
Vælger du en golden retriever, får du en særdeles hengiven hund, der er meget ivrig efter at behage sine mennesker. Det er sandsynligvis en stor årsag til, at den har yderst let ved lydighedstræning.
Hvad end det gælder at finde nedskudte fugle på jagt eller at hente sin ejers sko, nyder racen at arbejde. Dens lydhørhed og intelligens er også en af grundene til, at golden retrieveren ofte lander i toppen i forskellige lydighedskonkurrencer.
Fordi den er nem at have med at gøre, er den også en yndet service- og terapihund samt ledsagehund for handikappede verden over. Disse kvaliteter bruges også i kombination med dens fantastiske næse og dybtliggende jagtinstinkt i funktioner som redningshund samt sprængstofs- og narkotikahund.
Et meget socialt væsen
Golden retriever-racen har brug for meget socialt selskab i dagligdagen. Er familien væk hjemmefra mange timer hver dag, er “golden” ikke det rette valg. Den egner sig nemlig ikke til at være alene hjemme i lang tid ad gangen.
Får den ikke det selskab eller den fysiske motion, den har brug for, kan den udvikle en destruktiv og meget uhensigtsmæssig adfærd. Det kan bl.a. resultere i, at den begynder at tygge i ting såsom sko, møbler eller andet i hjemmet, den kan få fat i.
Som familie skal I derfor alle være indforstået med dens sociale behov og så vidt muligt sørge for, at der altid er et familiemedlem hjemme hos den.
Vis din kærlighed
Noget af det, en golden retriever har allermest brug for, er din opmærksomhed og kærlighed. Det er en særdeles menneskeglad race, der behøver et trygt og sikkert ståsted i sin flok. Faktisk er golden retrieveren et meget følsomt væsen, og derfor bør den deltage i din dagligdags rutiner for altid at være glad og tilfreds. Sørg for at vise din hund, at du holder af den med masser af kærlighed, motion og opmærksomhed.
En hund med høj emotionel intelligens
Golden retrievere har en høj emotionel intelligens, som er sammenlignelig med et lille barns. Faktisk kan de opfange, hvornår du er trist og ked af det, og forskning har vist, at de også vil prøve at yde trøst, selvom de ikke forstår vores følelser til fulde.
De bruger deres emotionelle intelligens til at passe på deres familie både fysisk og psykisk. Hvordan de vil forsøge at trøste dig, afhænger af deres karakter og væsen. En af de mest almindelige måder er distraktion. F.eks. kan den prøve at få dig med udenfor eller at lege med en bold. Er din hund et meget følsomt væsen selv, kan den i stedet begynde at slikke dig eller lægge sit hoved i dit skød.
Bruger den sin intelligens mere end sine emotionelle egenskaber, føler den måske, at det rigtige er at trække sig lidt tilbage og give dig den plads, du har brug for. Den holder afstand indtil den føler, at du igen er klar til at give den kærlighed.
Glæde, stress, sygdom - en golden retriever opfatter det hele
Selvfølgelig kan en golden retriever også opfatte, hvornår du er glad. Det gør den bl.a. ved at aflæse vores ansigtsudtryk og ved at lugte de hormoner, vi udskiller, når vi er i godt humør, såsom dopamin og serotonin. Når den opfatter dette, bliver den også selv gladere.
Det samme gælder, hvis du er stresset eller føler angst. Oplever du tegn på det samme hos din hund, kan det altså være, fordi din sindsstemning påvirker den.
En golden retriever kan også registrere sygdom, før du overhovedet begynder at føle nogen symptomer selv. Har du virus eller bakterier i kroppen, opfatter den det f.eks. gennem forandringer i din kropslugt.
Mangler et vagtinstinkt
Er du på udkig efter en god vagthund, skal du vende blikket mod andre racer end en golden retriever. Det er nemlig en race, der ikke har et særlig udviklet vagtinstinkt. I nogle tilfælde giver den lyd fra sig, hvis fremmede nærmer sig huset, men generelt er den meget stille og gør ganske sjældent.
Mange laver sjov med, at golden retrievere meget hellere vil hjælpe indbrudstyve med at fragte værdigenstande ud af hjemmet, end den vil forsøge at jage dem væk. Det er altså ikke her, du skal lede, hvis du har brug for en vagthund, men ønsker du en blid og glad familiehund, er det den helt rette.